Rockhistorier

Harry Nilsson – kendt som Nilsson – var sin egen værste fjende. Begavet med en vidunderligt fleksibel sangstemme, som ubesværet spændte 3½ oktav, ødelagde han den midt i sin karriere grundet overdrevent indtag af cognac, kokain og cigaretter samt det løse. Han var ennemsyret af en overlegen musikalitet, som udmøntede sig i noget af periodens mest avancerede pop, dristigt arrangeret og fornemt produceret. Og så var Nilsson ikke mindst en guddommelig sangskriver, der tilsyneladende ubesværet rystede den ene uforglemmelige melodi efter den anden ud af ærmet. Nilssons tre første lp’er er underskønne og uopslidelige eksempler på genren barokpop, når den er allermest sofistikeret. Debuten Pandemonium Shadow Show gjorde i 1967 medlemmerne af The Beatles til kæmpe fans, hvad de gerne og ofte fortalte i interviews. Han skulle komme til at arbejde sammen med dem alle fire, ja, John Lennon producerede et af hans album. Det er derfor skæbnens ironi, at hans to nok kendteste performances er coverversioner af andres sange