Rockhistorier

Den gode Claus Hempler kunne i januar 2020 fejre sin 50-års fødselsdag i triumf, idet han med sit første dansksprogede album, Kuffert fuld af sten, udsendt i 2019, i den grad havde fået hul igennem hos både publikum og presse.

I andet afsnit af i alt fire om den unge Bob Dylan kigger 'Rockhistorier' på de tre banebrydende lp’er – Bringing It all Back Home, Highway 61 Revisited og Blonde on Blonde.Mr. Tambourine Man (Marts, 1965)Subterranean Homesick Blues (Marts, 1965)Love Minus Zero/No Limit (Marts, 1965)It’s All Right, Ma (I’m Only Bleeding) (Marts, 1965)Like a Rolling Stone (Juli, 1965)Ballad of a Thin Man (August, 1965)Desolation Row (August, 1965)Positively 4th Street (Single only; september, 1965)I Want You (Juni, 1966)Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again (Juni, 1966)Just Like a Woman (Juni, 1966)Just Like Tom Thumb’s Blues (Live, mono, Odeon Theatre, Liverpool d. 14. maj, 1966)Like a Rolling Stone (Live, Free Trade Hall, Manchester, d. 17. maj, 1966)Visions of Johanna (Live, The Royal Albert Hall, 26. maj, 1966)

Det var både en ære og en fornøjelse at have det myreflittige koryfæ i studiet, hvor han spillede sange med og fortalte om nogle af de kunstnere, der har spillet en rolle for hans musikopfattelse. Fra Nina Simone til Oh Land kom han vidt omkring, alt sammen krydret med erindringer og holdninger. Trackliste: Sebastian: Vindens glemte sange (2017)Bob Dylan: You’re a Big Girl Now – Take 2 (1975)Donovan: Jersey Thursday (1965)Joni Mitchell: Amelia (1976)Nina Simone: Pirate Jenny – Live (1964)Leonard Cohen: Take This Waltz (Paris Version) (1988)The Beatles: Komm, gib mir deine Hand (1964)The Rolling Stones: Confessin’ the Blues (1964)Lou Reed: Walk on the Wild Side (1972)Sting: The Lowest Trees Have Tops (2006)The Kinks: Dead End Street (1966)Fred Åkerström: Den gamle skärsliparen (1972)Mastodonterne/Steen Lunell: Satans engel (fra ’Klokkeren fra Notre Dame’, 2002)Sebastian: Stjerne til støv (1981) Oh Land: Speak Out Now (2011)Phlake: The Rascal (2017)No Name: Fødelandssang (1972)Sebastian: Rose (1972)

Thomas Alan Waits – kendt og elsket som Tom Waits – fejres på sin 70-årsdag, fordi han fuldstændig unik.Tom Waits er en af de få nulevende musikere, hvis musikalske udtryk udgør en genre i sig selv. Det trækker på alskens americana, folk, blues og jazz til show tunes og torch songs, som han frejdigt blander med polkaer, rumbaer, tangoer og mariachis tilsat et skvæt tysk kabaretmusik, lidt vaudeville og lydene fra et omrejsende tivoli. Resultatet er en original syntese, som mange har efterlignet, men som kun Waits selv virkelig mestrer.‘Rockhistoriers’ værter har lyttet til Waits siden de sene 1970’ere, hvor han arbejdede i en noir-inspireret loungejazzstil, som lå milevidt fra hvad der ellers rørte sig i tiden. De oplevede derfor også effekten af hans skarpe venstresving i 1983, hvor han – inspireret af blandt andre Captain Beefheart og vagabondkomponisten Harry Partsch – med albummet ‘Swordfishtrombones’ skabte et for rockmusikken helt nyt udtryk, hvis brug af bizarre instrumenter og alskens slagtøj samt hel

Som altid i ‘Rockhistorier' handler det om det ypperste indenfor de seneste små hundrede års populærmusik – suppleret med en røvfuld mere eller mindre sandfærdige historierDogmet er at spille sange med kunstnere, som ‘Rockhistoriers' værter holder af, men af den ene eller anden grund aldrig har fundet plads til i de foreløbig 198 timers podcast, de hidtil har produceret – bare for at understrege, at de kun lige er begyndt at kradse i overfladen, og at det forhåbentlig aldrig stopper . Ud over USA og UK går turen til Jamaica, Frankrig, Tyskland, Sverige, Australien og selvfølgelig også hjem til Mor Danmark. Jerry Butler: Moon River (1961)Juliette Greco: La javanaise (1963)Lou Rawls: Southside Blues/Tobacco Road (1966)Nick Drake: River Man (1969)Rod Stewart: Maggie May (1971)Bunny Wailer: This Train (1976)Grace Jones: Private Life (1980)Before: A Wish of Life (1981)Talk Talk: Today (1982)The The: This Is the Day (1983)The Highwaymen (Willie Nelson, Johnny Cash, Waylon Jennings, Kris Kristofferson): Highwayman (

Siden teenagetiden har ‘Rockhistoriers' værter med betagelse oplevet Cohens værk foldet ud for ørerne af dem. I denne omgang underkaster de derfor den første del af Leonard Cohens pladeproduktion som sanger og sangskriver en kærlig undersøgelse. Fra debuten ‘Songs of Leonard Cohen' (1967) og de efterfølgende syv albums frem til ‘Various Positions', udsendt i 1984, hvor hans karriere befandt sig på et kommercielt (om end ikke kunstnerisk) nulpunkt. Sange som ‘Bird on a Wire', ‘Famous Blue Raincoat og ‘Dance Me to the End of Love' er tatoveret ind i både Klaus og Henriks DNA, men repertoiret er bredere end som så, og der kommes ud i hjørnerne i denne podcast.Den Leonard Leonard Cohen, der lp-debuterede i 1967, var 33 år gammel og havde en produktiv karriere som digter og forfatter bag sig med udgangspunkt i hjemlandet Canada – fire digtsamlinger og to romaner var det allerede da blevet til. Sangerinden Judy Collins indspillede i 1966 som den første et par af hans sange, hvilket førte til en solokontrakt med Col

Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen aflagde midt i en pågående soloturne Heartbeats-studiet besøg med et udvalg af numre, der vist kun kan betegnes som eklektisk. Veloplagt, entusiastisk og vidende at være i selskab med fløj de to timer afsted med en sådan fart, at værter og gæst blev enige om, at næste session skulle vare 24 timer. Mindst!Steen Jørgensen er udover at være en af Danmarks største rocksangere også musiknørd af guds nåde, og tilmed fuldstændig åben for næsten alle genrer. Det betød en af de mest afvekslende spillelister i programmets historie, tilsat uddybende kommentarer og noget så old school som begejstring.Steen Jørgensen har været musikaktiv, siden han i efteråret 1977 dukkede op som frontfigur i Danmarks første punkband Sods, der i 1979 udsendte albummet ‘Minutes to Go'. Gruppen morfede til Sort Sol i de tidlige 1980'ere og fik deres endelige gennembrud i 1991 med ‘Flow My Firetear'. Efter stort set at have ligget stillet siden starten af årtusindet, vendte bandet frygteligt tilbage i 2017 m

Anledningen er 30-året for Berlinmurens fald 9. november 1989, som indvarslede kommunismens fald i først Østeuropa og dernæst det daværende Sovjetunionen, der blev opløst i 1991. Den Kolde Krig opstod i kølvandet på 2. verdenskrig som et ideologisk opgør mellem på den ene side det demokratiske og kapitalistiske Vesten, med USA som primær aktør, og på den anden side af det såkaldte Jerntæppe – de kommunistiske østlande, der blev styret med hård hånd af Sovjetunionen. Atomvåbenkapløbet de to stormagter imellem gav anledning til megen frygt og bæven i begge blokke. Begge ‘Rockhistorier's værter er koldkrigsbørn og husker med gru tilbage på angsten for totaludslettelse, som i perioden var meget håndgribelig, ikke mindst i 1980’erne, hvor præsident Reagans USA oprustede som besat. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, og der kom nogle ret gode sange ud af svineriet. ‘Rockhistorier' spiller 19 stykker af de både bedste og mærkeligste fra årene 1961-1990. David Bowie: ‘Where Are We Now' (2013)Arthur “

Springsteen har, siden han debuterede i 1973, stået for en naturalistisk form for rockmusik, ikke mindst på grund af hans fysisk kontante og overskudsagtige koncerter, som oftest i selskab med det legendariske E Street Band. I 1980’erne blev han med lp’en ‘Born in the U.S.A.' superstjerne, en status, han frivilligt fasede sig ud af i det efterfølgende årti.  Springsteen er både romantiker og mytoman, men hans arbejderklassebaggrund betyder, at hans tekster altid er funderet i rå realiteter og altid står på underhundens side. Få har som ham sunget om afstanden mellem den amerikanske drøm og landets mere beskidte virkelighed. I det 21. århundrede er hans musik i stigende grad blevet politisk: Han var således yderst kritisk overfor Bush-administrationen, og støttede varmt Barack Obama gennem dennes præsidentperioder. Begge showets værter fik en epifani, da de i maj 1981 oplevede Springsteen fyre et 30-sangs langt sæt af i Brøndbyhallen. Og det er da også især årene 1973-1987, ‘Rockhistorier' fokuserer på, for i

Allan Olsen er en vidende og entusiastisk musikelsker, som generøst deler sin begejstring, så stemningen i studiet var helt i top. Han spillede koryfæer lige fra Hank Williams til Bon Iver med en række markante rockhistoriske stop undervejs. Traditionen tro havde showets værter valgt hver deres favoritsang med solisten, bare for at gøre det helt perfekt. Anledningen var, at Olsen netop har udgivet andet bind af sine erindringer, Laksetrappen, der fortsætter hvor bind 1 – Tilfældigt strejfet(2015) – slap. Begge bøger har er blevet særdeles positivt modtaget hos såvel presse som publikum.Og så som noget helt nyt drager Olsen under overskriften Afvejepå forsamlingshusturne i en række af de byer, man normalt bare kører igennem. 49 i alt og der er udsolgt over hele linjen, så det jo cool. Det er Olsen i øvrigt også. PlaylisteAllan Olsen: Hjørringvej (2013)The Pogues featuring Kirsty MacColl: Fairytale of New York (1988)The Rolling Stones: Rip This Joint (1972)The Rolling Stones: Street Fighting Man (1968)G

Første afsnit ud af fire om Dylan om årene 1959-64. .Den unge Robert Allen Zimmerman forlader i 1959 hjemmet i Hibbing for at tage turen til The University of Minnesota, hvor han sjofler studierne, men til gengæld opdager folkemusikken, ikke mindst idolet Woody Guthrie og begynder at kalde sig … Bob Dylan. I januar 1961 lander den unge knøs i folkemusikmiljøet i Bohemia Central aka Greenwich Village i New York City, hvor han suger til sig som en svamp, stjæler fra alt og alle med arme og ben, men til gengæld forvandler han tyvekosterne til folkemusikkens mest originale værk. Samtidig påbegynder han en myte om sig selv, der ligger endog meget fjernt fra hans prosaiske middelklasseopvækst i udkants-USA. Som 20-årig får Dylan kontrakt med Columbia Records, og udsender i 1962-1964 de fire lp’er, der ikke blot grundlæggende ændrer populærmusikkens kurs, men griber aktivt ind i en stribe verdenshistoriske begivenheder. Sangen ‘Blowin’ in the Wind’ forvandler i 1963 Dylan fra at være en kapabel performer til en stil

Selvom Ingram Cecil Connor III i 1946 blev født til et liv i rigdom, var hans liv fuldt af tragedier: Begge hans forældre var alkoholikere, og hans far, ’Coon Dog’ Connor, skød sig, da Gram – som han kaldtes – var 12 år. Moderen Avis giftede sig igen med en vis Bob Parsons, men gik til i druk og døde den dag, da 19-årige Gram blev student.Men musikken trak i Gram, der i 1965 dannede The International Submarine Band, hvis ene LP regnes for den første rigtige countryrockudgivelse. Efter at have indspillet en banebrydende plade med The Byrds, dannede han sammen med Chris Hillman det legendariske The Flying Burrito Brothers, hvis første LP regnes som en milepæl indenfor countryrocken. Gram Parsons opdagede efter at være gået solo sangerinden Emmylou Harris, med hvem han nåede at indspille to mesterlige albums før sin død.Playliste:Emmylou Harris: From Boulder to Birmingham (1975)Gram Parsons: Brass Buttons (Private recording, 1965 el. 66)The International Submarine Band: Blue Eyes (1968)The International Submarin

Som Dusty Springfield blev Mary Isobel Catherine Bernadette O'Brien kendt som både en af 1960’ernes største britiske sangere overhovedet og et stilikon for the Swinging Sixties, ikke mindst blandt de uhyre musik- og modebevidste mods.Dusty begyndte at synge som purung, og i 1958 kom hun med i pigegruppen The Lana Sisters, der over tre år udsendte syv singler uden dog at hitte. Sammen med storebror Tom dannede Dusty i 1960 trioen The Springfields, der red på tidens folk-bølge med stor succes i England, og tilmed opnåede en top 20-placering i USA som den første britiske gruppe nogensinde!Dusty tog gruppens navn som sit eget, og i 1963 bragede hun igennem i både Europa og USA med ‘I Only Want to Be With You'. I løbet af karrieren opnåede hun seks top 20-placeringer i USA og ikke færre end 16 af slagsen i UK! Karrierehøjdepunktet blev albummet Dusty in Memphis, der udsendt i 1969 regnes for en af alle tiders bedste lp’er. Fra 1970 og mange år frem kæmpede hun med personlige og professionelle problemer, men i 1987

På albummet ‘Hjemløshed' har Nussbaum sat musik til en række tekster af Nordbrandt, der tematisk kredser om den aktuelle flygtningesituation, men på et overordnet plan handler om hjemløshed som tilstand. Det er stærk kost, men også smukt og skrøbeligt.‘Rockhistorier' bad dem hver især pege på nogle sange, der havde betydet noget særligt for dem, og fokus rettedes ikke overraskende mod Middelhavsområdet og det folkemusikalske. Både græsk, tyrkisk, algerisk og spansk musik indgik i en yderst afvekslende playliste, hvor der fandtes plads til afstikkere til Sverige, Frankrig, England, Ungarn og sågar DK. Værterne kom på skolebænken, mens gæsterne spillede inciterende sange med kunstnere, hvis navne ikke altid var lige til at udtale. Playliste:1. Nordbrandt & Nussbaum: Lille krigsbarn (2019)2. Steppeulvene: Itsi-bitsi (1967)3. Arif Sağ: Sari gelin (1996)4. The Beatles: Because (1969)5. Lille Bror Söderlundh: En valsmelodi (1942)6. Khaled: Didi (1991)7. Fuat Saka & & Maria Farantouri: Ciğerparem (2004)8

For at fejre et godt nok lille skridt for et menneske, men altså et lidt større for menneskeheden, fokuserer denne omgang ‘Rockhistorier' på sange og musik om og fra det ydre rum, astro- og kosmonauter samt naturligvis liv på andre planeter. Der bliver plads til musik fra både film og tv-serier, sange om at føle sig fortabt i det ydre rum, drømme om aliens, og selvfølgelig David Bowie. Og ikke mindst et møde med en musikalsk gesandt fra Saturn! Det rejser måske spørgsmålet om, hvorvidt ‘Rockhistorier's værter selv tror på liv på andre planeter, altså rumvæsener? Det korte svar er, at tror man på dem, findes de. Tror man derimod ikke på dem, findes de muligvis nok alligevel.Playliste:Richard Strauss: Also sprach Zarathustra / Einleitung, oder Sonnenaufgang (1896) (Underlægningsmusik fra filmen ‘2001: A Space Odyssey', 1969)Bernard Hermann: Prelude / Outer Space/Radar (fra soundtracket til ‘The Day the Earth Stood Still', 1951)The Tornados: Telstar (1962)The Byrds: Mr. Spaceman (1966)Pink Floyd: Astronomy Domin

The Kinks – der ud over Ray Davies bestod af lillebror Dave på guitar, Pete Quaife på bas (afløst i 1969 af John Dalton) og Mick Avory på trommer – udsendte i perioden 1964 til 1971 en røvfuld stildannende singler på pladeselskabet Pye, heriblandt klassikere som ”You Really Got Me”, ”Sunny Afternoon”, ”Waterloo Sunset” og ”Lola”. Det blev også til ni lp’er i perioden, ikke mindst mesterværkerne Face to Faceog The Village Green Preservation Society. I processen skabte gruppen den lyd og attitude, der i 1990erne kaldtes Britpop.At denne Raymond Douglas Davies er en af 60’er-rockens vigtigste og mest velformulerede sangskrivere, er hævet over enhver tvivl. Her hyldes han og The Kinks med en stribe kanoniserede klassikere suppleret med nogle af værternes personlige favoritter. Playliste:You Really Got Me (1964) Tired of Waiting for You (1965)See My Friends (1965)Where Have All the Good Times Gone (1965)  A Dedicated Follower of Fashion (1966)I’m Not Like Everybody Else (1966) Lead vocal: Dave DaviesSunny Afternoo

Skæbnen ville, at Leonard og Phil Chess gennem deres netværk på Chicagos South Side kom til at skrive både musik- og kulturhistorie via fabelagtige udgivelser med først elektriske blues-giganter som Muddy Waters, Howlin’ Wolf, Little Walther og Sonny Boy Williamson II, siden rock’n’roll-pionerer som Chuck Berry, Bo Diddley og Dale Hawkins. Musikhistorie, mon ikke!I denne første del af ‘Rockhistorier's fortælling om Chess Records hører vi om brødrene Chess' start som ejere af natklubben Macomba, og parallelt hermed engagementet i indie- selskabet Aristocrat, der bl.a. havde Muddy Waters under kontrakt. Hvordan de i 1950 overtog det, omdøbte det til Chess og gennem en kolossal arbejdsindsats gjorde det til et af periodens dominerende R&B-selskaber. Med lanceringen af Bo Diddley og Chuck Berry blev Chess en central aktør i rock’n’roll-revolutionen, som de tilmed tjente boksen på. I 1956 gik det så godt for brødrene, at de byggede deres eget studie på den berømte adresse 2120, South Michigan Avenue, Chicago.P

Det er ‘Rockhistorier' en stor fornøjelse at byde The Cure-eksperten Anders Marcuslund-Reuss velkommen i den varme stol til et par timer om og med Robert Smith og The Cure. Marcuslund-Reuss, der har en baggrund som guitarist i blandt andet 90’er-ensemblet Naked, kender The Cures musik ud og ind og har til lejligheden kurateret en playliste, der er alt andet end en omgang greatest hits. Playliste:Three Imaginary Boys (1979) At Night (1980) All Cats Are Grey (1981) Charlotte Sometimes (1981) Siamese Twins (1982) Just One Kiss (1983) Shake Dog Shake (1984) Sinking Head on the Door (1985) If Only Tonight We Could Sleep (1987) Last Dance (1989)Lovesong (1989)Open (1992) Waiting (1996) Last Days of Summer (2000)Before Three (2004) 

Sidste år udsendte hun et af 2018's absolut fineste dansksprogede albums, Du går ind ad en dør, bestående af ti intelligente og indbydende sange, skarpt skårne og afsunget af en stemme, som lige besidder det der ekstra, der får én til at spidse ører. Der blev naturligvis spillet et par numre derfra.Det er ikke kun som sangskriver, at Væring er klar i spyttet, hun ejer også sine meningers mod. Som en entusiastisk og vidende musikelsker, der generøst deler sin begejstring, havde hun sammensat en virkelig spændende spilleliste, som det er en uforfalsket nydelse at dele med lytterne.Playliste:Trinelise Væring: Du har ik’ fortjent en sang (2018)Søren Kragh-Jakobsen Hjertesafari (1978) Janis Ian: From Me to You (1975)Mercedes Sosa: Alfonsina y el mar (1969)Radka Tonef & Steve Dobrogosz: The Moon Is a Harsh Mistress (1982)Stina Nordenstam: Memories of a Color (1991)Sinéad O’Connor: Troy (1987)Mouritz/Hørslev: Blik blik bang bang (2009)Sia: Little Black Sandals (2009)Dixie Chicks: Not Ready to Make Nice (2006)Luc

Så kan I godt finde lommetørklæderne frem, kære venner, for denne omgang ‘Rockhistorier' kredser om knuste hjerter og kuldkastede sjæle. Som ethvert barn ved, er der skrevet ufatteligt mange sange om netop kærlighed, både når den går godt (yeah, right!), og når den går helt i smadder. Paradoksalt nok er nogle af alle tiders bedste og stærkeste sange skrevet af folk, der næsten ikke kan komme ud af sengen af bar sorg og forsmåelse og vrede og forladthed og længsel!Go ahead and listen – you know you want to!Playliste:Susse Wold: Det var en lørdag aften (1967)Shirley & Dolly Collins: Barbara Allen (1968)Hank Williams: I'm So Lonesome I Could Cry (1949)Billie Holiday: You’ve Changed (1958)Etta James: All I Could Do Was Cry (1960)Patsy Cline: I Fall to Pieces (1961)Roy Orbison: Crying (1962)The Shangri-La’s: Past, Present & Future (1966)John Mogensen: Ensomhedens Gade nr. 9 (1975) Candi Staton: Young Hearts Run Free (1976)Boys Next Door: Shivers (1979)George Jones: He Stopped Loving Her Today (1980)ABBA: W